Menu

Forældrepolitik

undefined

Når man indmelder sit barn i FC Lejre, så ”melder” man sig som forældre også selv lidt ind. Mange gode timer bliver brugt på fodboldbanen. For de yngste årgange er det naturligt, at mor og far også er på sidelinien, når der trænes. Ofte opfordrer træneren mor eller far til at spille med - og børnene elsker det. Som ny fodboldforældre kan man via sit barns fodboldspil opbygge et godt netværk med andre forældre – ofte er det de samme forældre man mødes med i skoleregi. Husk på, at alle klubfolkene er frivillige og ofte selv fodboldforældre - trænerne er ofte selv forældre til en af spillerne på holdet.

I en mindre klub som FC Lejre er der altid behov for frivillige til at hjælpe til med stort og småt. For at dit barn kan få et godt klubliv med sine jævnaldrene, er der en række opgaver, som kræves løst. Opgaverne er hver for sig overskuelige, men for dit barns træner i sin helhed nærmest uoverskuelige. Her er nogle eksempler på, hvad man kan bidrage med:

Chauffør (kører biler til udekampe)
Hjælpetræner (hjælper til træning en gang i mellem)
Holdleder (er med til kampe, praktisk gris)
Journalist (skriver til klubbens hjemmeside)
Rejseleder (arrangerer ture/træningslejre, stævnedeltagelse)
Talentspejder(finder talenter til forældrearbejdet)

Vær fælles om opgaverne, og lad dem gå på omgang, så oplever alle at være med på ”Vores hold”.

Her er en række spørgsmål, som du gerne må stille til træneren – de er gode nok, og de giver dig mulighed for at afprøve trænerens holdninger til fodboldhverdagen:

  • Kommer alle børnene i kamp hver gang?
  • Skal børnene altid spille på de samme pladser?
  • Hvorfor har alle børnene ikke en bold hver til træning?
  • Behøver min søn spille i fodboldstøvler?
  • Har du en plan over forårets/efterårets kampe/aktiviteter?
  • Må børnene klæde om hjemmefra og lade være med at gå i bad?
  • Skal de ikke lære at binde støvler, klæde om, gå i bad?
  • Hvordan sætter du hold?

De 10 forældrebud:

  1. Mød op til træning og kamp - barnet ønsker det.
  2. Giv opmuntring til ALLE spillere under kampen - ikke bare din datter eller søn.
  3. Giv opmuntring i både med - og modgang - giv ikke uberettiget kritik, men positiv og vejledende kritik.
  4. Respekterer trænerens brug af spillerne - forsøg ikke at påvirke ham/hende under kampen.
  5. Se på dommeren som en vejleder - kritiser ikke hans/hendes afgørelser.
  6. Giv opfordringer til dit barn om at deltage - pres ikke.
  7. Spørg om kampen var spændende og sjov - ikke kun om resultatet.
  8. Sørg for rigtigt og fornuftigt udstyr - overdriv ikke.
  9. Vis respekt for arbejdet i klubben - tag initiativ til årlige forældremøder, hvor man kan afklare ambitioner og holdninger. Du behøver ikke andre forudsætninger for at tage del i klubbens liv, end lyst.
  10. Tænk på, at dit barn spiller fodbold - ikke dig

Roligan – Hooligan?

At du bliver tilskuer til dit barns fodboldliv og en engageret supporter, er en naturlig ting. Vi håber på, at du bliver en ”oplyst” tilskuer, der kan give holdet den støtte, de fortjener i med- og modgang. Fodboldspillere kan lide tilskuere, der opmuntrer med positive tilråb og lignende. De bryder sig ikke om overambitiøse og urealistiske klubmedlemmer på sidelinien - og sådan har børn det også.

Luk