Menu

Nyhedsbrev fra bestyrelsen

image
01. februar 2018 kl. 20:39

Et nyt fodbold år er i fuld gang

 

Vi er et stykke inde i 2018 allerede. Derfor sender vi jer et tak for året der gik i 2017 og et ønske om et, på alle måder, fantastisk 2018.

Takket være vores kunstbane i Lejre er mange hold allerede i fuld gang med fodboldåret. Vinterturneringer og træningskampe giver liv og glade dage og tændt stadionlys. Drenge og piger, mænd og kvinder får rørt sig, får røde kinder og løbende næser i det danske vintervejr.

VI har i FC Lejre en vision der hedder FODBOLD-FRIRUM-FÆLLESSKAB. En vision der gerne skal gennemsyre vores ideologi om hvad en klub er. Og klubben, det er jo os alle sammen. Vi er alle med til at tegne FC Lejre. Både ud ad til og ind ad. Derfor var det os en stor glæde at se hvor mange der i året, og stadig i 2018, spiller med vores regnbuefarvede anførerbind. Det indikerer at vi er en klub for alle, vi er tolerante og kan omfavne og hylde diversiteten i samfundet. Tak til alle der har støttet op om kampagnen #Fodboldforalle

Enhver fodboldklub skal kunne tilbyde både piger og drenge at spille bold. Det gør en klub meget mere homogen. Derfor er det en kæmpe fornøjelse at se tilgangen, og ikke mindst, entusiasmen hos de pigehold der er startet op her i 2017. Vi har mange årgange på pige-siden der giver den hele armen, både på banen med bolden, men også på det sociale plan.

I 2018 drager endnu flere børn, trænere og holdledere til årets højdepunkt, nemlig LKB Cup i Gistrup ved Aalborg. Det foregår fra den 10. maj til den 13. maj. Et stævne hvor vi opfordre stærkt til at det er det sociale aspekt der er i højsædet. De fleste år har vi haft midler til at udlevere en Gistrup t-shirt med FC Lejre logo og årstal. Den bærer børnene med stolthed og det giver et specielt sammenhold ved ind- og udmarch. Vi håber det kan lade sig gøre igen i år.

Seniorbold i FC Lejre har i det sidste år gennemgået en total transformation og vi kan igen byde på kvinde seniorfodbold takket være nogle ihærdige ildsjæle. Med en kvindelig sportschef ved roret skabes der rammer for at vores værdier: Fodbold, Frirum og Fællesskab er blevet ført ud i lyset. Med et benhårdt sats på egen lokal avl er tilstrømningen til herresenior steget med 50%. Det er muligt at resultaterne i tabellen ikke ligger i top, men på sigt er vi ved at bygge et lokalt nyt stærkt kuld op. Så nu skulle de helt unge børn i klubben gerne kunne spejle sig i ”de store drenge”, og hvem ved. Måske betyder det at også vores nystartede seje piger fortsætter med at møde deres venner i klubben, lang op i seniorfodboldlivet. Allerede for nuværende foregår der en mere glidende overgang fra børne- ungdomsafdelingen til seniorafdelingen. Seniortrænerne har trænet lidt i ungdomsrækkerne og vi satser på at seniorspillerne kan deltage i nogle træningspas med de helt unge.

Ikke alle ved at en del af FC Lejres midler stammer fra frivilligt arbejde på Roskilde Festival. Vi har i 35 år været tilstede og været en del af udbuddet for bespisning på Festivallens Camping område. 1000-vis af frivillige timer er lagt i at skabe et økonomisk grundlag for arbejdet med fodbold i FC Lejre. Igen i år vil vi være tilstede. Har du måske lyst til at arbejde på Roskilde og få et festivalarmbånd og 32 timers total hyggelig samvær med andre passionerede frivillige, så tag et kig på hvad vi laver på Facebook sitet her: FC Lejre på Roskilde Festival Hvis det er første gang dit barn skal deltage på festival, er det en fin måde lige at være lidt med på sidelinjen ;o)

Vi prøver på andre måder at rejse midler til arbejdet i klubben. Vi har et sponsorudvalg som har kontakten til vores sponsorer, og som prøver at rejse nye sponsorater. Både blandt virksomheder og ved funding. Har du en god idé til en sponsor eller et program hvor vi kan søge midler, eller du selv har mod på at gå i gang, så tøv ikke med at kontakte sponsor@FCLejre.dk.

En anden meget let måde at tilføre midler til klubbens arbejde er via www.Foreningssalg.dk Vi har lige modtaget 3.500 god danske kroner ved at bruge deres platform når der webhandles. Opret dig på Foreningssalg. Vælg FC Lejre som klub og du er i gang med at støtte så snart du handler. Vi er yderst taknemmelige for hver en krone der kommer på bankbogen.

Vil du gerne følge med i hvad der sker i din klub, så husk at like vores Facebook site FC Lejre. Der kommer løbende invitationer til arrangementer og informationer der er rare at kende og som kan gøre dig glad.

HUSK bl.a. Generalforsamling den 27. feb., Frivillig-fest den 3. marts og vores Vin-arrangement den 25. maj i Felix som er åben for alle!

Med håbet om et fantastisk 2018 med mere FODBOLD-FRIRUM-FÆLLESSKAB

Vi ses på banerne

Bestyrelsen

 

 

 

 

 

 

 

Luk